På det seneste møde i Dragør Kommunalbestyrelse blev der afsat 104.000 kroner i anlægsbudgettet for 2024 til forbedring af tilgængeligheden for handicappede i Dragør Svømmehal.
Dragør Handicapråd har nemlig ytret ønske om bedre adgangsforhold for hallens handicappede brugere.
Der er konkret indhentet tilbud på montering af automatiske dørpumper til omklædningsrum for handicappede og familier, således dørene kan åbnes automatisk uden brug af håndkraft.
I første omgang vil de automatiske dørpumper blive installeret i ét ud af tre omklædningsrum samt på døren ud til bassinet. Herefter vil man evaluere, om løsningen lever op til de forventede tilgængelighedsstandarder.
Hvis funktionen er succesfuld, kan der blive installeret flere automatiske dørpumper i fremtiden.
De samlede udgifter for montering af dørpumperne er anslået til 115.000 kroner. Prisen dækker omkostningerne for selve dørpumperne og for elarbejdet hen til dørene.
De sidste cirka 11.000 kroner, som der mangler i budgettet, vil blive taget fra anlægspuljen for genopretning af veje.