Lodsens Dag

Oplev sømandslivet på nært hold med familieaktiviteter og historiefortælling

På lørdag, den 27. juli, kl. 11–16 afholdes der Lodsens Dag på Dragør Havn.

Traditionen tro er det de frivillige fra Danmarks Lodsmuseum, der på havnen foran den gamle, historiske lodsstation har arrangeret det årligt tilbagevendende familiearrangement »Lodsens Dag«, hvor både voksne, store og små børn ganske gratis kan møde op og blive udfordret i maritime færdigheder, medens der gøres opdagelser i lodsens spændende verden.

Arrangementet er således for alle, der gerne vil vide mere om livet på havet og livet som lods. Og der er en del at opleve denne sommerlørdag.

Med en flot søfartsbog i hånden bliver de deltagende børn gjort til »fuldbefarne« sømænd ved at deltage i de mange spændende og lærerige aktiviteter.

Blandt de ting, der kan læres, er: løft af anker, lokalisering af lodsens gebis, deltagelse i skattejagt, navigering af skib via en havnemodel, knytning af knob, produktion af skibsmodel af en lodsbåd, tydning af sømandsudtryk, hejsning af flag på lodsernes gamle isbåd, produktionen af lodsflag samt kastning med kasteline. Herudover bliver der vist en film om lodsens arbejde og uddelt sømands
tatoveringer.

Hvis søfartsbogen bliver fuldt udfyldt, kan den indgå i lodtrækning om en præmie.

Herudover er der for de voksnes vedkommende mulighed for at høre om lodsens arbejde og om de mange skibe, der passerer Øresund, og deres vanskeligheder ved at sejle i sundet. De lokale lodser har her gennem tiden reddet mange skibe fra forlis – og herom og om meget andet er lodsmuseumsforeningens frivillige gerne gode for en historie eller to.

De frivillige, der er i gang med restaureringsarbejdet på den gamle lodsbåd Ravnen fra 1880, vil også vise, hvor langt de er kommet med dette.

Danmarks Lodsmuseum er placeret i Danmarks ældste lodsstation, der står som under lodserne fejring af dens 300-års-jubilæum i 1984. På udstillingen »Lodsens hverdag« formidles viden om lodsernes arbejde omkring 1980’erne – og om det moderne lodseri, der stadig pågår fra Dragør Havn.

Foruden alt dette vil Amagerlands Jagthornsblæsere kl. 12 spille hornmusik fra lodstårnet – og gennem hele arrangementet vil det være muligt at komme om bord på den historiske Lodsbåd 202, der ligger ved kajen.

Gratis adgang.

Flaget hejses på lodsernes gamle isbåd, Mågen. Arkivfoto: TorbenStender.
Flaget hejses på lodsernes gamle isbåd, Mågen. Arkivfoto: TorbenStender.

Fik du læst?