Når man går forbi Dragør Bio i dag, så er der et stort til salg-skilt på facaden. Siden april sidste år har der været tomt i den næsten 100 år gamle biograf.
Men torsdag den 1. august kommer der liv i de charmerende lokaler.
Camilla Frank og Lisbet Riiber Høj står bag en midlertidig genåbning af Dragør Bio, og Dragør Nyt har mødt dem.
De to kvinder har lejet lokalerne i en måned, hvor de vil bringe nyt liv til den gamle biograf med en kombination af butik, café og biograf.
Camilla Frank har gået på Skolen ved Vierdiget og har i nogle år i sit voksne liv været nabo til biografen, mens Lisbet Riiber Høj gik på Nordstrandskolen – og hendes familie har boet i byen i generationer.
Passionsprojekt
De har ledt efter et fælles projekt, hvor de havde mulighed for at se, hvad de egentlig kan gøre med en lokation på en måned.
»Lisbet og jeg havde talt om, det kunne være sjovt at lave et eller andet. Så tog vi en udflugt til Dragør, og så hang der jo et lille skilt med en mailadresse om, at man kunne leje biografen, og så blev vi sådan lidt, okay, vi kan jo lige prøve at spørge,« fortæller Camilla Frank.
Siden er det gået stærkt, og nu er de snart klar til at åbne. Begge har fuldtidsjobs ved siden af projektet med Dragør Bio, så de ser det som et passionsprojekt.
Camilla Frank har sit eget firma, hvor hun blandt andet arrangerer biografpremierer, så det er ikke fremmed for hende at stable noget på benene i en kort periode. Da hun samtidig har god kontakt til folk i livstilsbranchen, har hun således også en stor muligheder for at kombinere denne med events i både biografsal og foyer.
Lisbet Riiber Høj, der arbejder med salg mellem firmaer, blev hurtigt begejstret for idéen – og sammen har de to udviklet konceptet for genåbningen.
»Vi håber, at de lokale vil støtte op om det her. Især er vi jo super afhængige af, at lokale ikke bare tænker gud, noget irriterende nymodens larm – eller hvad man nu tænker. Men at man mere tænker gud, det er jo meget fedt,« forklarer Lisbet Riiber Høj.
En luksusoplevelse
Det er ikke meningen, at Dragør Bio skal fungere som en traditionel biograf. Planen er i stedet for, at der kommer en række film, som bliver introduceret af nogle, der kan sige noget spændende i relation til filmen. Målet er at give en større filmoplevelse, der også vil inkludere en »goodie bag«.
Den første film vil være Madeleines Paris, og de er lige i øjeblikket ved at få styr på teknikken, så de digitale film rent faktisk kan vises på det udstyr, der er efterladt i biografen.
Men billetterne er allerede sat til salg, og der vil også blive tilføjet en række andre film, der også appellerer til et voksent publikum.
Samtidigt vil de to idéskabere bruge biografrummet til andre arrangementer. De overvejer forskellige foredrag, og så ved de, at der med sikkerhed vil være moderne breathwork-sessioner lørdag formiddag, hvor deltagerne kan opleve guidede sessioner kombineret med matcha-te og havbad.
Café og hjemmebag
I det charmerende foyerområde vil der være en butik med en blanding af danske og lokale produkter samt hjemmelavede varer. Og i en café vil der være tilbud om kaffe, juice og hjemmebagte kager leveret fra leverandører, de kender.
»De brands, vi har udvalgt, er jo også nogle, hvor der hele tiden er en historie bag. Den hjemmebagte kage – det er min mor Britta, der laver den. Hun har alle de rigtige certifikationer og ved, hvordan hun skal dokumentere ingredienserne. Vi har en veninde, der kommer til at lave noget marmelade, som hun er rigtigt god til. Så det er Julies marmelade, Brittas kage og Hans’ kaffe,« forklarer Camilla Frank og henviser til, at kaffen bliver leveret af Hans Kristian Andersen, der driver kaffebarerne HANS Coffee i København.
Camilla Frank og Lisbet Riiber Høj har allerede fået positive tilkendegivelser fra flere brands, som ønsker at være en del af projektet.
»Der er indtil nu nul, som vi har spurgt, der har sagt nej,. Der er endda folk, der har henvendt sig selv, og brands, der har sagt, at de også gerne vil være med,« siger Lisbet Riiber Høj.
Særlig Dragør-picnic
Caféens sortiment vil være lagt an på takeaway på grund af den trange plads, men det er også muligt at nyde kaffen inden døre ved et af de få borde.
De kommer til at tilbyde forskellige picnickurve – forhåbentlig i samarbejde med en lokal leverandør, men her er aftalen ikke helt på plads endnu. Når man bestiller dagen før, så kan man vælge forskellige kurve, der passer til forskellige stemninger og behov.
»Vi kommer til at lave et lille kort, som handler om: Hvad for et humør er du i i dag? Er du til lidt mere fest, så skal du måske sidde nede på havnen. Vil du gerne have en pittoresk udsigt, så skal du måske hen på fortet. Måske er du på date – eller måske vil du bare gerne sidde i fred,« forklarer Camilla Frank.
På den måde får køberen også en guide til, hvor det er godt at tage på tur i Dragør.
Arne Jacobsens glemte tårn
Til genåbningen har de fået tegnet et særligt logo.
Det er en aftegning af et glemt Dragør-monument, som er næsten lige så gammelt som biografen: Et 22 meter højt livreddertårn, som blev opført på Sydstranden og var designet af den berømte danske arkitekt Arne Jacobsen.
»Jeg fandt ud af det ved et tilfælde. Og så googlede vi det. Vi må jo ikke kopiere Arne Jacobsens ting, men vi har fået vores art director til at lave en tegning, der ligner,« forklarer Camilla Frank.
Det oprindelige tårn blev fjernet på et tidspunkt omkring anden verdenskrig, men tegningerne af tårnet findes stadig. Logoet vil også blive anvendt på forskelligt merchandise såsom eksempelvis keramiske kopper.
Kulturnat og december?
Selvom projektet i første omgang kun varer en måned, håber to eventmagere, at det kan føre til længerevarende initiativer. De ser begge allerede nu potentiale for at udvide konceptet og måske fortsætte i andre måneder.
»Succeskriteriet er, at vi ikke kan lade være. Vi skal jo sidde med en følelse af, at det var det hele værd og lidt til. Og hvis vi sidder der og tænker det, så kunne man måske godt at overveje at lave nogle nedslagspunkter frem til december,« fortæller Lisbet Riiber Høj.
Der er eksempelvis blevet spurgt, om de vil lave noget til kulturnatten, ligesom de da har luret på, om man også kan leje biografen til december, hvor der vil være nationalt fokus på Dragør på grund af DR-julekalenderen Tidsrejsen 2.
Men i første omgang skal de lige se, om augusteventet bliver en succes, og om de også selv får de erfaringer, de gerne vil have ud af projektet.