Havnepladsen i Dragør dannede også i år rammerne for en skøn havnefest. Tre dage med fest og musik – tilsat fadøl, madboder, tivoli og udstillede biler.
Dragør Nyt var også på plads: Fredag og lørdag med fotograf på stedet, mens reporteren var ude søndag.
Vejrets betydning
For at kunne give det fulde overblik har vi ringet til havnefestens arrangør Philip Helgstrand for at høre, hvordan de to første dage gik:
»Fredag gik det okay. Det var meget regnfuldt op til, men selve fredag aften var det fint vejr,« forklarer han og afslører derfor, hvad det er, der er allermest afgørende for festens succes: Vejrudsigten.
»Vejret betyder meget. Solen skal skinne, for at der sker noget,« lyder det.
Derfor var lørdag også den klart bedste dag med »dejligt vejr hele dagen og masser af mennesker«.
Her begyndte dagen med Mormors Duo, men det blev for alvor løssluppent, da det senere blev en vaskeægte Zididada-day.
»Der var masser af unge mennesker – ja, faktisk mennesker i alle aldre. Det var skønt at se,« fortæller Philip Helgstrand.
Arrangøren kan da også fortælle, at festen forløb godt og roligt – uden ballade.
Olympisk modstander
Søndag var der så tid til en revanche fra sidste års havnefest, hvor Chief 1 blev udkonkurreret af et massivt regnvejr.
Han havde denne gang fået plads i programmet søndag klokken 13 – hvor der nu var en ny modstander, der meldte sig på banen: De danske håndboldherrers OL-finale, der blev spillet nogenlunde samtidigt.
Derfor var arrangøren lidt spændt på, hvor mange der mødte frem. Samtidig var vejret pænt, men dog så blæsende, at vindens hylen i lystbådenes master kunne høres mellem numrene fra scenen.
Artiklen fortsætter efter billeder.
Heldigvis blev bekymringerne gjort til skamme. Mange var mødt op på havnepladsen, og der kom endda opdateringer fra kampen undervejs fra scenen.
Chief 1 har lagt hiphoppen fra sig og spillede her med sit band ud over egne sange også et bredt udsnit fra den danske sangskat. Der var således fortolkninger af store navne fra Medina over Gasolin til Grethe og Jørgen Ingmanns Dansevise.
Kunstneren, der selv stammer fra Amager og er stolt af det, fortalte mellem sangene historier fra sit liv, og om hvordan han bliver inspireret til at skrive sangene.
Mod slutningen af koncerten blev der dog åbnet for hiphopposen med sangen »Engel«, som Chief 1 skrev til Rockers By Choice i 1988.
I sangen inviterede Chief 1 en fra publikum til at synge en strofe fra sangen. En frisk kvinde greb muligheden for at medvirke til stor begejstring for publikum.
Det lykkedes endda at løfte stemningen yderligere ved koncertens sidste nummer, hvor det ellers stillesiddende publikum bevægede sig op foran scenen. Han sluttede med et stemningsfyldt ekstranummer, som han dedikerede til alle dem, vi har mistet.
Håndboldfans og skydebrødre
Mens der blev gjort klar til havnefestens sidste band, TOTO Eclipse, kunne konferencieren oplyse, at Danmark havde vundet OL-guld efter en storsejr over Tyskland. Det blev naturligvis fulgt op med Queens We are the Champions.
Håndboldfansene fandt vej til havnefesten efter medaljeoverrækkelsen, og det passede perfekt med, at TOTO Eclipse en anelse forsinket gik på scenen.
Det seks mand store band spiller numre fra det amerikanske superband TOTO, og det fik hurtigt sat gang i det standhaftige publikum, der ville have alt med.
Også flere skydebrødre havde fundet vej til havnepladsen efter en lang dag med aktiviteter.
Klokken lidt i fem sluttede livemusikken, og borgmester Kenneth Gøtterup var mødt frem for at holde en afslutningstale.
Her citerede han, Philip Helgstrand, der i sidste uges Dragør Nyt sagde, at havnefesten er vigtig for sammenholdet i byen (læs artiklen her – red.).
Herefter talte arrangøren selv og takkede alle sponsorer, kommunen og sidst men ikke mindst sit eget personale på Dragør Strandhotel.
Og da vi talte med ham igen dagen efter, kunne han fortælle, at vejret havde været godt nok til, at festen nok skulle løbe rundt – og derfor vil festen med al sandsynlighed vende tilbage igen til næste år.